Når øllet skal tale indisk

AF SØREN SPRINGBORG – Søndag den 17. juli 2011, 07:00 Berlingske business

Hvordan tolker man det, når ens indiske medarbejdere ryster på hovedet, samtidig med at de virker begejstrede over de nye opgaver, man stiller dem? Og hvor mange gange skal man finde sig i, at møderne aldrig begynder til tiden, fordi de ansatte sidder fast i trafikken.

Indrømmet – det kan godt være, at journalister ikke tilhører den mest velklædte erhvervskategori i verden. Alligevel er det ikke kutyme, at undertegnede møder op til interview iført shorts og sandaler. Sko og lange bukser er normalt et minimum, når man skal ud til kilder i erhvervslivet. Også når interviewet er med Søren Lauridsen, Carlsbergs øverste chef i Indien.

Men det er svært at gardere sig mod det uventede i Indien.

Da Søren Lauridsens sekretær for tredje gang denne morgen har ændret dagens aftale, så tidspunktet for vores interviewaftale nu hedder klokken 16 om eftermiddagen, lader alt til, at det burde være muligt at nå et par timers shopping i Old Delhi. Og i 45 graders varme længes man ikke efter at hoppe i sko og lange bukser, før det er absolut nødvendigt.

Det viser sig dog at være en fejlbeslutning, for få minutter efter, at vi er ankommet til shoppingområdet, ringer sekretæren igen. Nu for at høre, om vi kan være på Carlsbergs kontor i den anden ende af byen så hurtigt som muligt.

Med udsigt til Delhis trafikkaos er der ikke så meget at stille op. Ind i en taxa og ud til Carlsberg med det samme – så må dresscode være dresscode.

Søren Lauridsen, der tager imod i Carlsbergs beskedne lejede kontorlokaler, virker da heller ikke overrasket over tøjet.

»Sådan kan det gå, når man er i Indien,« lyder velkomsten fra manden, der har fået til opgave at gøre Carlsberg til en succes i Indien.

Mødt med hovedrysten

Som beskrevet i Berlingske Business i går, er Carlsberg gået fra en markedsandel på nul i 2007 til seks procent i år. Dermed er Carlsberg – især i kraft af mærket Tuborg – nu blandt Indiens største ølmærker og har fem bryggerier i landet.

Størstedelen af væksten er sket under Søren Lauridsens ledelse. Han har været chef for Carlsberg i Indien i nu halvandet år.

For den tidligere Unilever-mand, der kun har været i Carlsberg siden 2005, har det været en kæmpe udfordring at påtage sig ledelsen af over 650 indiske medarbejdere. En udfordring han vælger at illustrere med indtrykket fra et af hans allerførste møder i landet.

»Da jeg begyndte her for halvandet år siden, fortalte jeg mine nærmeste medarbejdere om mine første indtryk af virksomheden, og hvilke tiltag jeg mente, vi umiddelbart måtte gennemføre. Til mine store forbavselse rystede de alle nej-nej-nej med hovedet, mens jeg forklarede mine ideer. Jeg tænkte omgående, at det her kommer til at blive et meget kort ophold i Indien. Derfor spurgte jeg naturligvis medarbejderne, på hvilke områder de var uenige med mig. Det viste sig så, at her i Indien betyder hovedrysten, at man er enig,« siger Søren Lauridsen.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.